Dansen mellem selvstændighed og (sund) afhængighed
I parforholdet foregår ofte en evig dans mellem selvstændighed og afhængighed.
Selvstændighed, fordi I er to unikke individer med hver jeres ambitioner, behov, grænser, følelser, tanker, mm.
Afhængighed af hinanden, som partnere, der vil være der for hinanden, forsøge at opfylde hinandens behov og støtte hinanden i svære og udfordrende tider.
Parforholdet og den sunde afhængighed af hinanden
Inden for tilknytningsteorien findes et begreb, der beskriver den sunde afhængighed af hinanden i nære relationer:
“Effektiv afhængighed”
Begrebet “effektiv” refererer til den sunde, gensidige tilknytning, hvor det tilstræbes at møde hinandens behov og hvor følelser kan reguleres i mødet med den anden.
Mødet bliver “effektivt” når man formår at række ud til sin partner på en måde, hvor man kan modtage en positiv og ønsket respons. Fx bliver ens følelser eller behov hørt og mødt af den anden part.
Modsat kan mødet også blive ineffektivt, dér hvor man ikke får den ønskede respons fra sin partner.
Det kan fx skyldes, at man ikke formåede at række ud på en forståelig eller hensigtsmæssig måde, eller fordi ens partner ikke var modtagelig på tidspunktet af forskellige årsager.
Jeg uddyber dette nærmere neden for.
Begrebet “afhængighed” skal her forstås i lyset af forskningen i tilknytning og tilknytningsmønstre. Det markerer den livsvigtige afhængighed, som barnet har af sine forældre for at kunne overleve emotionelt, fysisk og psykologisk.
Det understreger det biologiske princip, at mennesket er født og skabt til forbindelse med andre, og derfor har brug for andre nære livet igennem for at trives og udvikle sig i positiv retning.
Som voksen og i parforholdet er effektiv afhængighed kort sagt dét:
“At kunne vende sig mod den anden for følelsesmæssig støtte (og modtage en ønsket respons)”
Hvad kan spænde ben for den sunde afhængighed?
I de voksne nære relationer, som fx parforholdet, er effektiv afhængighed som nævnt oven for, dét at kunne vende sig mod sin partner for følelsesmæssig støtte (og modtage en ønsket respons).
Evnen til at kunne vende sig mod andre for følelsesmæssig støtte er et tegn på følelsesmæssig modenhed.
Det er et sundhedstegn og et tegn på styrke. Det er ikke svaghed.
Dét at (turde) stole på, at nære betydningsfulde relationer vil bestræbe sig på at imødekomme vores behov og længsler, er dog ikke noget, som mange automatisk er indstillet til.
Nogle er vokset op med, at det er et tegn på umodenhed, uselvstændighed, egoisme eller lignende. De kan have lært sig at være selvtilstrækkelige og ikke afhængige af andre.
For nogle har det været risikabelt at åbne op og række ud, da deres følelser og behov tidligere er blevet bagatelliseret, negligeret eller måske afvist.
Man har ikke tilstrækkeligt positive erfaringer med at række ud og blive mødt med empati og forståelse.
Derfor kan det som voksen føles så risikabelt at række ud og vove at vise sin sårbarhed.
Men har vi da ikke hver især ansvaret for vores egne følelser og behov?
I udgangspunktet, jo.
Som to selvstændige individer i et parforhold har vi hver især ansvaret for vores egne behov, følelser, tanker og personlige grænser.
Og i mange tilfælde kan vi regulere og opfylde disse selv.
Men.
Ligesom det lille barn har brug for sine nære omsorgspersoner til følelsesmæssig regulering, har vi som voksne stadig behov for følelsesmæssig støtte hos vores nære og i parforholdet.
I parforholdet, hvor vi ofte kan blive ramt følelsesmæssigt af noget, vores partner gør eller siger, er det væsentligt at lære at være et team om de svære følelser og mønstre, der kan opstå imellem os.
Selvom dette indlæg primært omhandler parforholdet, kan det være nyttigt kort at vende blikket mod den tidlige forældre-barn-relation for at forstå begrebet “effektiv afhængighed” lidt bedre.
Barnet og effektiv afhængighed
Barnets afhængighed af forældrene er effektiv (sund og virksom), når barnet via sine signaler og udtryksformer får sine behov anerkendt og mødt af forældrene.
Det foregår ikke nødvendigvis perfekt, ej heller altid lige til tiden, og forældrene kan også ofte komme til at fejlfortolke barnets signaler.
I den trygge tilknytningsrelation vil forældrene dog på ny forsøge at imødekomme barnet bedst muligt og reparere på brud i kontakten til barnet.
Det handler ikke om, at det sker hver eneste gang, men om, at der over tid er et stabilt mønster i forældrenes adfærd og måde at møde barnet på.
Barnet kan altså regne med en stabil og forudsigelig kontakt til forældrene.
Og med at eventuelle brud i kontakten vil blive søgt repareret igen.
Barnet vil da efterhånden udvikle overvejende positive forventninger til relationelle samspil og møder med andre.
Det bidrager til en psykologisk sund udvikling, bl.a. evnen til selv at kunne følelsesregulere og møde egne behov senere i livet.
Det bidrager til evnen til at kunne række ud til andre nære for følelsesmæssig støtte, når livet overvælder.
Man kan lidt paradoksalt sige, at den livsnødvendige afhængighed bidrager til selvstændighed.
Således vil vi altid have brug for andre nære til også at kunne stå på egne ben.
Voksne og effektiv afhængighed
Forældre-barn-relationen er en asymmetrisk relation, hvor forældrene har det overordnede ansvar for relationen og for at skabe tryghed.
Parforholdet er en symmetrisk (lige) relation, hvor begge personer hver især har ansvaret for deres egne behov, følelser og personlige grænser.
Og i parforholdet har vi et fælles ansvar for at trives i relationen og være lydhøre over for hinanden. Selvom vi bliver voksne, ligger tilknytningsbehovet stadig dybt i os:
Behovet for samhørighed med andre nære.
Behovet for at kunne vende sig mod en nær relation eller vores partner for følelsesmæssig støtte – og blive mødt af et menneske, som vil bestræbe sig på at være tilgængelig, når vi søger kontakten, og som vil engagere sig i og respondere på vores følelser og behov.
Spørgsmål til eftertanke
- Hvordan har du det med at vende dig mod andre nære eller din partner for følelsesmæssig støtte?
- Falder det dig naturligt?
- Føles det ubehageligt, grænseoverskridende eller måske utrygt?
- Har du en oplevelse af, at du kommer til at dele “for meget”?
- Vil du hellere klare dig selv?
- Hvordan møder I hinandens behov og følelser i dit parforhold?
Parterapi
Har du og din partner fået mod på at se nærmere på jeres relation og de mønstre, der kan tage jer væk fra hinanden?
Vores nære relationer, og ofte vores partnere, kan vække de smukkeste, men også de sværeste følelser i os.
Vi kan derfor føle os sårbare og forsøge at skubbe det svære fra os.
Følelserne, vi ikke vil være med.
Ofte kommer vi dog i dette forsøg også til at skubbe de nære fra os.
I parterapien kigger vi på både de indre processer, altså dét, der sker på indersiden hos den enkelte og de relationelle erfaringer, som personen har med sig.
Og så ser vi på de interpersonelle processer, dvs. dét, der aktuelt foregår imellem jer i parforholdet og det negative mønster, som kan tage jer væk fra hinanden.
Igennem dette arbejde bliver det efterhånden nemmere at være et team om de svære følelser og udfordringer, som kan dukke op i parforholdet.
Parforholdet styrkes ved at lære at kunne være bedre til stede i sårbare samtaler sammen.
Det styrker jeres forbindelse og gør relationen mere tryg.