I forrige uge var jeg tilbage på efteruddannelsen i emotionsfokuseret parterapi (EFcT) ved psykolog Jette Simon. 

Uddannelsen forløber over en række moduler og når jeg sætter mig i stolen sammen med mine medstuderende, igangsættes to overordnede processer hos mig:

Den ene proces er uddannelsessporet, hvor jeg tilegner mig viden om teori og forskning i tilknytning, emotioner, relationer og systemisk tænkning.
Jeg træner det terapeutiske håndværk og får metoden godt ind under huden.

Og så er der den personlige proces.
Dér hvor jeg møder mig selv i metoden og teorien. Og i de andre medstuderende.
Der hvor der sættes et personligt udviklingsarbejde i gang.
Fordi jeg også blot er et helt almindeligt menneske, som er nogens mor, ægtefælle, søster, datter, veninde, mm.

 – Vi er alle forbundne og påvirker hinanden gensidigt på godt og ondt.
Vi bevæger os alle dagligt i forskellige slags relationer, som påvirker os på den ene og anden måde.

Nogle relationer, oftest de helt nære, kan vække de smukkeste, men også de sværeste følelser i os.
Og vi kan derfor opleve os sårbare og forsøge at skubbe det svære fra os.
Følelserne, vi ikke vil være med.
Ofte kommer vi dog i dette forsøg til også at skubbe de nære fra os.

Jeg sad på uddannelsen ved siden af en skøn norsk kvinde, som læste dette digt op for mig og mine medstuderende:

“Ett er nødvendig (af Hans Børli)

Ett er nødvendig – her

i denne vår vanskelige verden

av husvilde og heimløse:

Å ta bolig i seg selv.


Gå inn i mørket

og pusse sotet av lampen.

Slik at menneske på veiene kan skimte lys i dine bebodde øyne.”

Digtet rørte mig på en særlig måde. Betydningen af digtet opsummerede på sin vis dele af dét, som er så virkningsfuldt i det emotionsfokuserede terapirum:

At (lære at) tage bolig i os selv.
At blive fortrolig med sig selv og ens sårbarheder. At turde række ud efter ens nære for at få støtte til at være med og forløse det svære, som kan vækkes i én og i relationen.

Derigennem finder vi hjem til os selv, er ikke længere husvilde eller hjemløse, men har taget bolig i os selv igen, således at også vores nære kan mærke os og se lys i vores (beboede) øjne.

I den emotionsfokuserede parterapi arbejder vi både med de intrapsykiske processer; dét, der sker på indersiden hos den enkelte og de relationelle erfaringer, personen har med sig.
Og så er de interpersonelle processer; det, der aktuelt foregår imellem parret og det negative mønster, der kan tage dem væk fra hinanden.

Igennem dette arbejde bliver det efterhånden nemmere at være et team om de svære følelser og udfordringer, som dukker op i parforholdet. Det vil styrke forbindelsen mellem parret, bidrage til et stærkere bånd og gøre relationen mere tryg.

Parforholdet styrkes ved at lære at kunne være bedre til stede i sårbare samtaler sammen.
Og en effektfuld vej til at kunne dette, er ved at vove at tage bolig i sig selv.